Nyheder
Sådan ser vi ud… resten er historie
Læs historien… og del den så :-)
---
Hej jeg hedder Sanne og er 24 år. Jeg har haft CU i 10 år.
Jeg fik første tegn i august 2004 og blev indlagt efter ca. 1 måned med diarré. Efter det blev konstateret, var jeg hurtigt i behandling. Det første år var præget af at jeg kun var 14 år, vennerne forstod ikke hvad der var med mig, for, for mig var det et tabu. Jeg mistede en masse venner i den forbindelse. Jeg fik depression og var i behandling hos psykolog. Depression har desværre været en stor del af mit liv siden. Efter det første år var min sygdom stabil og jeg mærkede ikke meget til det de kommende 4 år. Jeg spiste min medicin og så var det det. Efter de 5 år med sygdommen kom min CU i udbrud igen, i sommeren 2009 var det så slemt at jeg næsten ikke kunne slæbe mig afsted. Kom i *r… behandling og det var hurtigt effektivt. Men det gik så on and off de næste mange år. Kostede dårlige resultater til sidste eksamen på HF. Mistede igen venner. *R… holdt mig oppe de næste 3 år. Men så virkede det heller ikke længere. Jeg blev mere og mere syg. Midt i al min elendighed var jeg alligevel så heldig at møde min kæreste som siden har været den bedste kæreste, ven og "sygehjælper".
I december 2012 var det efterhånden så slemt at jeg konstant havde feber, havde tabt mig meget og vejede kun 47 kg. Var lige startet i lære et halvt år før, men var sygemeldt fra oktober 2012. Fik stomi i januar 2013. Fra januar til maj havde jeg 13 akutte indlæggelser med stop i stomien. Ind til anden operation hvor jeg fik lavet j-pouch, hvor de opdagede at det var en forsnævring der gav stoppene. Fik endelig i september 2013 min stomi væk og glædede mig til at skulle tage min j-pouch " i brug". Men glæden var kort, for har været sygemeldt siden, for den har slet ikke virket optimal. Men en ting var positivt. Da jeg skulle ha stomi, var jeg langt nede og ville ikke have min omgangskreds skulle vide det. Men miraklet skete og fra dag 1, jeg fik min stomi, var mit tabu ophævet jeg viste min Stomi til alle som ville se den, til min omgangskreds overraskelse. Jeg var vokset med opgaven. Det hjalp og hjælper mig igennem hverdagen. Men på trods af stadig sygdom, en uforstående kommune (jeg er stadig på sygedagpenge) mistet job og min konstante træthed som jeg stadig har selv om sygdommen er "fjernet" så er jeg positiv og viser så vidt muligt ikke min sygdom for omgangskredsen. Jeg er bonusmor for 2 dejlige drenge, som også kræver en vis overskud.
Jeg har ikke haft den ungdom som de fleste i min alder har, blev meget hurtig voksen og mistet masser af venner undervejs.
Men jeg har stadig mod på livet og tager enhver kamp mod sygdommen med oprejst pande.
Sanne Lind Petersen
---
Del billedet/historien - vær med til at nedbryde tabuer og sætte fokus på Mave- tarmsygdomme.
* produktnavne er slettet/ændret
Historien er fra vores Facebookside - https://www.facebook.com/colitiscrohnforeningen
Af CCF den 12/12/14
