Nyheder
Sådan ser vi ud… resten er historie
Læs historien… og del den så :-)
---
Mit navn er Una og jeg er 26 år gammel. Jeg fik konstateret Colitis Ulcerosa, da jeg var 16 år gammel i 2004. På det tidspunkt var jeg lige startet i 1.g. Min drøm var at blive psykolog, studere på Århus Universitet efter nogle fede gymnasie år.
I oktober begyndte jeg at få blodig diarré. Blev så bange, at jeg ikke fortalte det til nogen. Gik i cirka en måned for mig selv med denne tilstand, og blev mere og mere træt og dehydreret. Var så bange for at sige det til min mor, for så vidste jeg, at jeg skulle til lægen. Hvad kunne det være? Det var så pinligt og følte en kæmpe skam.
Jeg fik endelig fortalt det til min mor og kom til lægen. To uger efter blev jeg indlagt på hospitalet. Diagnosen: Colitis Ulcerosa. Der gik to uger med sondemad, blodtransfusioner, salt-sukkervands drop og to forskellige slags medicin. Der gik en måneds tid hvor min tilstand svingede, men til sidst måtte lægerne konstatere, at jeg blev nødt til at få fjernet min syge tyktarm.
Jeg var i chok og græd nærmest uafbrudt op til operationen i februar 2005. Dog var det kun halvandet år med stomi. Det kunne jeg nok finde ud af.
Da jeg vågnede op fra operationen, kunne jeg se stomien igennem den gennemsigtige pose, der var klistret fast omkring. Den lignede en meget rød lille knop. En lille rosenknop, som min mor døbte den. Slet ikke en stor og farlig slange-agtig skabning, som jeg først havde forestillet mig. Det var faktisk helt pænt.
Det hele var gået godt. Den fysiske del. I løbet af sommeren 2005, efter operationen, fik jeg en depression for første gang. Jeg følte mig fortabt. Selvom alle mine venner og familie havde givet mig støtte og omsorg, følte jeg mig helt alene i verden. Havde ikke lyst til at snakke med andre i samme situation som mig. Jeg kunne ikke. Bare tanken om, at skulle sidde og snakke om, hvor forfærdeligt det hele havde været, uden nogen som helst form for perspektiv på det hele, kunne jeg ikke byde andre.
I 2006 blev jeg opereret to gange og fik tilbageført min stomi. Nu fungerede mave-systemet ’den normale vej’. Jeg havde nu endelig min helt nye krop, som jeg skulle lære, at leve med.
Alle tre operationer var gået som de skulle.
Men jeg havde det ikke godt. Var nødt til at droppe ud af gymnasiet for tredje gang – på grund af endnu mere fravær efter den sidste operation. Jeg følte kun, at jeg kunne præstere nederlag. I min underbevidsthed var jeg én stor fiasko, der nu ikke kunne noget, fordi jeg var blevet syg og opereret.
1, 2, 3, 4… år gik med mislykkede forsøg på ungdomsuddannelser. I 2009 fik jeg ovariecyster og oveni undersøgelserne til cysterne, fandt man ud af, at jeg havde betændelse i mavemuskelfæstet, som jeg nu også skulle i behandling for.
Jeg havde også fået en følgesygdom til Colitis Ulcerosa: ledsmerter. Om det så er en egentlig sygdom, kan mine egne læger ikke selv finde ud af. Men smerterne er der hver dag i alle led undtagen ryggen.
I dag, december 2014, er jeg et godt sted. Har en mellemsvær depression, men er i en god behandling for det. Føler mig meget hæmmet af min fysiske situation med ledsmerter, stadig betændelse i mavemuskelfæstet og en slem og vedvarende Pouchitis. Tager en masse kosttilskud af vitaminer og forskellige urter, og har nogenlunde fundet ud af hvilken diæt, der passer til min mave. Dyrker yoga og motion i det omfang, jeg kan. Vigtigst af alt er dog min nuværende og nye accept af min krop. Jeg har en realistisk tilgang til, hvad jeg er i stand til. Fokuserer på at afstresse min krop, blive så sund og rask som muligt, og have en masse positive oplevelser. Har en hengiven og fuldstændigt fantastisk kæreste, som jeg flyttede sammen med sommeren 2014.
Har genfundet en glæde til livet. At leve.
Una Magdalena Elsner
---
Del billedet/historien - vær med til at nedbryde tabuer og sætte fokus på Mave- tarmsygdomme.
Historien er fra vores Facebookside - https://www.facebook.com/colitiscrohnforeningen
Af CCF den 11/12/14
