Nyheder
Sådan ser vi ud… resten er historie
Læs historien… og del den så :-)
---
For ca. 1 år siden blev mit liv vendt på hovedet, og alt var lige pludselig forandret. Der er mange der ikke kender min historie, og jeg har holdt kortene tæt ind til kroppen, og har ikke "reklameret" med min sygdom.
Efter mange år med ondt i maven, opkastninger, diarre og kraftige mavekramper og nogen gange blod i afføringen, måtte der gøres noget.
Min læge sendte mig på Silkeborg sygehus, og her kom den formodede dom, som lød på morbus Crohn. Her sad jeg så en ganske almindelig tirsdag med vidt åbne øjne og forstod ingenting. Hvad var morbus Crohn ?? - Noget med maven, det havde jeg regnet ud, men hvad betød det for mig, og kunne jeg blive rask? Da lægen forklarede om en kronisk tarmsygdom, som de forhåbentlig kunne få ro på, men som kan bryde ud igen, når man mindst venter det, og som jeg skulle lære at leve med resten af livet, da knækkede filmen for mig.
Jeg stod pludselig og skulle forklare min kæreste og mine nærmeste om en sygdom, som jeg havde fået - en sygdom som var fuldstændig ukendt for mig.
Jeg havde egentlig bildt mig selv ind, at jeg ikke fejlede noget, så det kom som et chok for mig, da jeg efter kikkertundersøgelser, blodprøver osv., pludselig stod med en tarmsygdom.
Jeg kom hurtigt i behandling, men måtte samtidig sande, at der var meget af det medicin jeg fik tilbudt, jeg ikke kunne tåle. I dag får jeg medicin i drop hver 6. uge på Silkeborg sygehus, og nu tegner hverdagen sig lysere.
Det har været et år med op- og nedture, et år med undrende blikke, når jeg pludselig løber afsted, fordi toilettet kalder, og ikke mindst et år, hvor jeg har ændret mig og lært, at ikke alle mennesker kan forstå, at når man pludselig bliver syg, så forandrer hverdagen sig.
Der er grå dage med utallige toiletbesøg og mavesmerter, og der er lyse dage, hvor energien rækker til lidt sjov, men som mange andre tarmsyge, så melder trætheden sig meget hurtigt, og for mig tiltager smerterne i mine hofter.
For mig har dårlig samvittighed været en stor del af sygdommen. Det at skulle sige nej til arrangementer enten pga. manglende overskud, træthed, kvalme, ondt i maven, eller en dag med mange toiletbesøg, har været rigtig svært for mig, men jeg har efterhånden så småt lært, at jeg må lytte til mig selv. Men også dårlig samvittighed over at være syg, ikke altid at have overskud til at klare dagens simple gøremål og i stedet må lægge mig - og sidst men ikke mindst dårlig samvittighed over at føle, at jeg ikke altid kan være der for andre, når de har brug for det.
Førhen tænkte jeg: "Det gør vi da bare",- men nu overtager tanker som: "Er der et toilet i nærheden ?", ”Bare jeg ikke bliver smittet, hvis der er syge mennesker til stede, så jeg ikke må få min medicin”, "Måske er det nemmere at blive hjemme, så folk ikke skal tage hensyn til mig" osv.
Min kæreste Dennis, er min faste klippe. Han er den der altid er der, han er den der trofast tager med på sygehuset, og han er den der løfter en pegefinger, når jeg selv har svært ved at sige fra.
Heldigvis har jeg også mange i min vennekreds, som støtter mig og som fuldt ud forstår, når jeg må hive stikket ud og trække mig. De venner er sande venner og jeg priser mig lykkelig for, at de er en del af mit liv.
Der er nætter hvor søvn er overvurderet, fordi jeg bruger tiden på toilettet, der er dage hvor smerterne jager gennem kroppen, og overskuddet er småt. Men hver morgen står jeg op og passer mit arbejde, fordi det er det jeg brænder for. Jeg har ubetinget de bedste kollegaer og det bedste job, jeg kan ønske mig.
Michael Falch har skrevet en sang der hedder "Som tiden går" med teksten: "Der er en drøm der varer ved, som tiden går, den bliver levende hver gang mit hjerte slår" - Selvom jeg er syg, så slår mit hjerte og jeg har drømme.
Med Venlig hilsen
Pia Skouboe Bak - Ivanhoe
---
Del billedet/historien - vær med til at nedbryde tabuer og sætte fokus på Mave- tarmsygdomme.
Historien er fra vores Facebookside - https://www.facebook.com/colitiscrohnforeningen
Af CCF den 04/12/14
