Mit navn er Tina, og jeg er 36 år.
 
Jeg har altid haft en lidt mere sart mave end de fleste. Jeg levede dog som normalt, og mærkede ikke så meget til det. Det blev der dog vendt op og ned på i efteråret 2010, hvor jeg på en 3-dages fodbold-tur til Barcelona, fik en madforgiftning.
Efter et år i hospitalssystemet uden hjælp, og stadig med konstant kvalme, smerter, oppustethed, træthed, temperatursvingninger og generelt ubehag - som om jeg havde influenza, faldt jeg over en artikel om en specialist og hans mangeårige arbejde med mave-tarm sygdomme.
Og sikke en øjenåbner! Efter første konsultation gik jeg derfra med den største lettelse. Denne specialist havde haft mange patienter før mig med samme symptomer, og han kunne og ville hjælpe mig.
Der var jo rent faktisk noget galt med mig.
Jeg havde de sidste 5 år haft en skjult forstoppelse/irriteret tarm (på fagsprog IBS-C / irritable bowel syndrome). Det etablerede sygehusvæsen betegner IBS som en tilstand, men jeg vil betegne IBS som en sygdom.
Jeg tager nu dagligt medicin, der hjælper mig, og jeg er blevet tjekket for fødevareallergier hos en diætist, og lever efter en bestemt diæt. Nogle fødevarer skal jeg helt holde mig fra, og nogle kan jeg spise lidt af engang imellem.
 
Min specialist er nu gået på pension, hvorfor jeg er blevet tilknyttet Herlev Hospital og deres diætister. Det er bare så dejligt at vide, at de har så meget viden og endda stadig forsker videre.
 
IBS er en sygdom, som jeg aldrig helt slipper af med. Det er en kronisk sygdom, som jeg skal lære at håndtere bedst muligt og leve med. Det har taget mig utroligt lang tid at acceptere, at resten af mit liv vil være påvirket fysisk og psykisk. Det er svært at acceptere, at jeg ikke kan alt det, som jeg har kunnet før. Jeg kan f.eks. ikke have så mange bolde i luften som før, og min hukommelse er påvirket.  Jeg bliver stresset langt hurtigere, og min tålmodighed er ikke så stor som før. Jeg er konstant træt, selvom jeg har sovet 10 timer. Jeg er oppustet, fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng om aftenen. De fleste dage ligner jeg en, der er gravid i 5. måned, og jeg går derfor ikke i samme slags tøj som for 5 år siden. Tøjet skal helst sidde løst på maven, så det dækker ”min bule”.  
 
Det er ikke alle mine venskaber, der har overlevet, at der er kommet en kronisk sygdom imellem os. Det kræver en stor portion tålmodighed og forståelse for, at der er perioder, hvor jeg ikke kan overkomme så meget og ikke kan alt det, som jeg før har kunnet. Det tærer også på et venskab, når jeg i de vanskelige perioder må aflyse aftaler eller har svært ved at se så meget positivt igennem den daglige kvalme. Heldigvis har jeg stadig et godt socialt netværk med en masse dejlige venner og veninder, der accepterer mig for den, jeg er og som tager min sygdom, som er en del af mig, med. Det er også vigtigt at huske på, at hverdagen og tiden med venner og veninder ikke skal fyldes af negativitet. Huske at fokusere på det gode og de fremskridt, der også er.
 
De sidste 5 år har været en lang sej rejse, der heldigvis bliver bedre og bedre. Efter det sidste halve år på ny medicin oplever jeg flere og flere dage i træk uden kvalme, hvilket er herligt og en kæmpe lettelse. For selvom det i perioder vil gå op og ned, giver det mig troen på, at der vil være flere gode perioder end dårlige, og at jeg nok skal få et dejligt liv med en kronisk syg tarm.
Jeg har lært om mig selv, at jeg faktisk kan overkomme mere, end jeg først havde troet muligt.
 
Tina Posin



CCF's Facebookgrupper: IBS/irritabel tyktarm og Low FODMAP diet