Nyheder
Sådan ser vi ud… resten er historie
Læs historien… og del den så :-)
---
Mit navn er Kristoffer, jeg er 20 år gammel, og jeg har nu Colitis Ulcerosa på 5. år, og det er de første 3 år af min sygdom, som jeg vil fortælle om.
Godt ét år før jeg fik konstateret sygdommen, havde jeg det egentligt godt. Jeg var en glad og energisk 14 årig, som havde fundet sig godt til rette i en klasse, på en folkeskole lidt uden for Næstved. Livet var lidt som en leg, og tilværelsen kunne næsten ikke være bedre.
Jeg havde lagt mærke til, at jeg var begyndt at besøge toiletterne lidt oftere, og at jeg havde mere ’luft i maven’ end normalt – det spændte nemlig en smule i maven. Og nærmest fra den ene dag til den anden, forsvandt mit gode humør og al min energi, og det hele blev omsat til en form for depression. Jeg følte i større grad, at alle var efter mig, jeg følte at lærerne så ned på mit skolearbejde – hvilket resulterede i, at lektierne ikke blev lavet, koncentrationen i timerne forsvandt, og det sociale var der heller ikke noget ved.
Det kulminerede med, at min mor – som ellers var ansat på samme skole – fik nyt arbejde. Dét var den perfekte undskyldning for at kunne starte forfra, på en anden skole.
Ingen forstod hvorfor jeg skiftede skole – de følte nemlig ikke det samme som jeg – men nu var min beslutning truffet.
På den nye skole, tegnede der sig det samme billede; jeg var glad og energisk og trivedes godt, men på samme måde som før, skiftede det hele, fra den ene dag til den anden.
Antallet af toiletbesøg steg i samme grad, som manglen på lavede lektier og besøg hos lægen. Ingen forstod, hvorfor jeg ændrede mig så meget på så kort tid – ikke engang min lærer, som jeg ellers løbende talte med om min situation.
Det hele endte med, at jeg en dag pjækkede fra skole. Det passede med, at min far havde fri fra arbejde samme dag. Jeg skulle på toilettet som normalt – men hér var min første synlige oplevelse med sygdommen, som kan beskrives som en oplevelse med ”blod, sved og tårer”.
Min far ringede til min læge, som jeg ellers næsten lige havde været oppe hos, og han fik mig hurtigt sendt videre til en specialist, som også kunne fortælle mig, at jeg led af den kroniske sygdom, Colitis Ulcerosa.
Her fra blev jeg sendt på den ene form for medicin efter den anden, og i denne periode, svingede mit humør mere end et skib på Berringshavet. Det var til sidst så slemt, at jeg tænkte, at hvis jeg ikke fortalte andre om mit problem, ville jeg ende med at låse mig inde på mit værelse, og aldrig komme ud igen.
Dette var den bedste beslutning, som jeg ind til videre har taget.
Personerne i min klasse, havde lagt mærke til, at jeg af og til enten pjækkede fra skole, eller gik når det passede mig. Men da det også gik op for dem, hvad jeg havde gennemgået, blev jeg mødt med åbne arme og en stor forståelse – og dét gav mig energien tilbage, og jeg endte med at være den glade og energiske dreng, som jeg havde været til at starte med.
Siden da, og så indtil for to år siden, har jeg kun mærket fra sygdommen et par gange – som begge gange har resulteret i indlæggelser.
Men over de sidste to år, har jeg ikke mærket det mindste fra den. Håbet om, at blive erklæret fuldstændig rask, er – uanset mulighederne for dette – stadigt stigende.
Jeg sidder nu tilbage med et smil på læben; jeg er 20 år gammel, jeg har næsten lige fået et kørekort, jeg har fået et job, og jeg har nogle af de bedste venner man kunne forestille sig.
Af alt dette har jeg lært, at hvis man bare tør stå frem og tale om problemerne, kommer der kun det bedste ud af det.
Rigtig glædelig jul til jer alle.
Kristoffer Brix Larsen
---
Del billedet/historien - vær med til at nedbryde tabuer og sætte fokus på Mave- tarmsygdomme.
Historien er fra vores Facebookside - https://www.facebook.com/colitiscrohnforeningen
Af CCF den 17/12/14
