Læs historien… og del den så :-)

 ---
Til dagligt arbejder jeg med at nedbryde tabuer på det psykiske område - men hvorfor ikke starte med mig selv? Derfor denne historie om mig og mit liv med en kronisk sygdom!

Jeg er en af dem, der ikke fortæller vidt og bredt om min sygdom – det til trods for at jeg fik konstateret Crohn tilbage i 2002. Jeg har familie, venner og kolleger, der ikke kender til min sygdom. Da jeg fik konstateret Crohn ovenpå et ½ år med daglige mavesmerter, manglende appetit, ingen energi, 18 kilos vægttab og en alm. praktiserende læge der mødte mig med meldingen om, ”at det nok bare var diarre”, kom det som et kæmpe chok for mig at stå med en kronisk sygdom i bagagen. Sammen med chokket kom frygten for at skulle leve et liv med evig smerte og risikere førtidspension – kunne jeg leve det liv jeg ville? Sygdommen har levet sit eget liv. I perioder på lavt blus, men jeg har ikke været forskånet for lange sygdomsforløb og med medicin som ikke har virket efter hensigten. Lige nu er jeg okay.

Min mor er den sejeste og modigste kvinde, jeg kender og samtidigt kæmper hun selv med fysisk sygdom. Hun lærte mig hurtigt, at det ikke er min sygdom, der skal definere mit liv, men MIG. Det har været en gave, at jeg har kunnet finde trøst i denne udmelding, men også en svaghed – for det har gjort, at jeg i de perioder hvor sygdommen har været i udbrud, har tænkt, at jeg skal klare alt selv! Især tanker som ”Du skal ikke ligge andre til last” - ” Put on the happy face og tag dig sammen”.
Min dårlige samvittighed over at være en fraværende kæreste, ikke støtte op om vennernes arrangementer, ikke at være i overskud når jeg har besøgt mine forældre, men bare ligget på sofaen…Det har og fylder stadig ufattelig meget.

Hver dag bliver jeg bedre til at håndtere min sygdom, til at åbne op og dele når tingene er svære. Jeg har en fantastisk og uvurderlig støtte i min familie. I foråret 2013 kæmpede jeg kampen mod et udbrud og mine forældre der bor 400 km væk skiftedes til at være hos mig i hverdagen, køre mig på job, lave mad, gøre rent, passe og pleje mig m.m. I weekenderne tog min søster over. Og vennerne hjalp mig i det omfang de kunne. Jeg synes, det var mega pinligt, at jeg i en alder af 32 år, skulle have mine forældre boende. Kunne jeg ikke håndtere mit eget liv? Men uden den støtte ville jeg aldrig have holdt modet oppe og være kommet igennem min hverdag – så det har lært mig, at det ikke er MIN skyld, at jeg lider af en sygdom og at jeg kan få den støtte, jeg har brug for. Min familie siger altid, at de ikke kan fjerne mine smerter og sygdom hvor meget de end ville, men at de kan lette min hverdag, når energien og overskuddet svigter og smerterne tager over.

Nu er min historie ude i offentligheden – og det føles rart.
Jeg er kronisk syg – og det er okay! Det er ikke noget at skamme sig over.

Anne-Mette Diedrichsen

---
Del billedet/historien - vær med til at nedbryde tabuer og sætte fokus på Mave- tarmsygdomme.

Historien er fra vores Facebookside - https://www.facebook.com/colitiscrohnforeningen