Jeg hedder Nick Nordenhof Jørgensen

Jeg er 24 år, har Colitis Ulcerosa, samt Skleroserende Colangitis.

Jeg fik konstateret sygdommen i 2008, lige efter jeg var blevet færdig som HHX student.
Jeg var indlagt omkring 1.5 måned, delt ud på 2 hospitaler, først Silkeborg, og derefter Afd. V i Århus.
Det var en stor omvæltning for en ung fyr som mig, lige pludselig at blive syg og tilmed få at vide at det var kronisk. Ind og ud af diverse undersøgelser og et hav af læger. Det skal lige siges at jeg på dette tidspunkt aldrig havde været indlagt før. Jeg havde aldrig taget medicin før, så det at blive stoppet med pillet gjorde heller ikke situationen nemmere. Jeg havde tabt mig 20 kg og vejede nu sølle 64 kg, hvilket ikke er ret meget når man er 186 cm høj.
Hvad ville mine venner ikke sige, de var lige så uvidende som jeg selv. Der var ingen besøg da jeg var indlagt, kun fra familien.

Jeg var sygemeldt et år, og kom stort set ikke uden for en dør, jeg så ikke mine venner.
Igennem det år tog jeg de 20 kg på igen og kom til mig selv og skulle nu til at lære at leve med en kronisk sygdom. Jeg havde nu fået selvtillid igen og tog i starten af 2009 min værnepligt i Ålborg.
At være soldat fangede mig, og fik at vide af mine officerer at jeg skulle tage at søge ind som sergent, og tog efterfølgende til optagelses prøve. Har klarede jeg mig godt, og bestod alle prøver, både fysisk som psykisk. Inden man blev helt clearet skulle man forbi et sidste læge tjek.
Her blev mine forventninger og drømme knust, da jeg fik at vide at jeg ikke kunne blive godkendt pga. min sygdom. Dette var første gang jeg blev forhindret i at kunne noget på grund af den sygdom.
Det tog hårdt på mig psykisk, både nederlaget og det at skulle tilbage til resten af mine soldater kammerater og fortælle at jeg ikke kom ind.
Resten af værnepligten gik og jeg kom derfra med top karakterer for første gang i mit liv.

Da jeg kom hjem fra min værnepligt var det tid til at finde ud af hvad der så skulle ske i mit liv.
Jeg fik arbejde som omsorgs- og pædagog medhjælper på en institution for handicappede, hvor jeg arbejdede i 2 år imens jeg fandt ud af hvad jeg gerne ville. Jeg fandt ud af at jeg var god til førstehjælp under min værnepligt og følte jeg havde en stærk psyke på det punkt.
Jeg søgte først ind som ambulance redder, men blev afvist, endnu engang. Jeg søgte derefter ind som sygeplejerske studerende, blev optaget og startede uddannelsen i februar 2012. Men det stress der kommer med at starte en ny uddannelse, udløste et udbrud i min CU, hvilket gik op og ned. Jeg kom længere og længere bagud, og dumpede eksaminer og måtte til sidst stoppe uddannelsen, da jeg under min praktik måtte indse at det at gå blandt syge mennesker dagen lang, kom alt for tæt på min egen situation. Dette var den rigtigt beslutning for mig, men igen, et kæmpe nederlag for mig.

Sideløbende med min daværende uddannelse blev jeg spurgt af en god kammerat, om jeg ikke ville med ud og prøve at spille amerikansk fodbold, for der var lige kommet en klub i vores by, Skanderborg.
Det sagde jeg ja til, og det skulle vise sig at være bedste jeg har gjort nogensinde. Det fangede mig lyn hurtigt og jeg blev meget hurtigt en del af holdet. At have noget jeg kunne se frem til hver tirsdag og torsdag aften, var noget der hjalp mig igennem en træls periode med sygdom og nederlag.
Jeg glemte alt om at være syg og jeg nød at være en del af et hold, hvor alle respekterede hvem jeg var og respekterede mig trods sygdom. Sporten er fysisk hård, men trods sygdom, kan jeg være med.
For mig er det også vigtigt dyrke motion, da jeg mener at jeg kommer hurtigere over mine udbrud, ved at være fysisk aktiv og have noget som jeg brænder for. Sporten har givet mig en helt anden energi, og motivation, hvilket jeg er taknemmelig for.
Jeg/vi går vores tredje sæson i møde i 2014 og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud at spille igen.
For mig har sporten været meget vigtig i forbindelse med min sygdom. Jeg blev dommer i klubben i 2013 og blev her i oktober (2013) Årets dommer, hvilket er en stor sejr for mig personligt.

For mig er sygdommen nu blevet en del af min identitet, og jeg er ikke bange for at tale om den, jeg er ikke bange for at fortælle om den. I 2011 fik jeg lavet en tatovering på min venstre underarm som et symbol på sygdommen. Således bærer jeg sygdommen som et minde om, at den ikke skal vinde over mig.
Folk spørger tit hvad den betyder, og således falder samtalen på sygdommen og jeg får gjort opmærksom på sygdommen på en anderledes måde.

- Nick Nordenhof Jørgensen

Klik på billedet for at se større billede.


Medlemmernes historier - klik her

Er du medlem af CCF, og har du en historie eller billede vi bør fortælle/vise?
Så send dem til kompr@ccf.dk

Alle billeder samt tekst, må ikke distribueres eller på anden måde blive benyttet, uden godkendelse fra Colitis-Crohn Foreningen - kontakt: kompr(at)ccf.dk

Sidste nyt

14/02/20
Information om det nye center i Odense ... 
 
13/02/20
Den 24. - 26. februar afholdes årets forældre- børnkursus ... 
 
12/02/20
Her kan du læse det seneste nummer af EFCCAs magasin ... 
 
Gå til nyhedsarkiv
member
member
member